Festival gav plads til Stravinskys fascinerende leg med jazzen

Stravinskys rytmer var skæve, og jazzens rytmer er skæve. Men Stravinskys eksperimenter med ragtime og bigbandmusik var ikke jazz. Den var helt sig selv fra et underfundigt grænseland, det kun rigtig er lykkedes få andre at besøge før eller siden. Fyldt med markerede slag på tværs af taktstregerne, små sprøde blæserindsatser, men samtidig også snorlige forløb, som den nyklassiske musik lærte verden at kende i 1920’erne.

DiamantEnsemblet og Aarhus Jazz Orchestra har normalt ikke meget repertoire tilfælles. Så konstellationen tirsdag aften af den store håndfuld kammermusi- kere og de 20 jazzmusikere var i sig selv et eksperiment. I hvert fald for den del af det brogede program, de spillede sammen. En tredjedel tog de klassiske musikere sig af alene med liflig kammermusik af Debussy, Ibert og Stravinsky som en historisk intro, en tredjedel spillede jazzorkestret for sig selv med heftig bigbandmusik af Duke Ellington – mens den sidste del lå fælles mellem genrerne. Det vil sige Stravinskys ’Ragtime’, hans ’Tango’, hans ’Præludium for jazzorkester’ og mandens specielle klarinetkoncert for bigband, ’Ebony Concerto’. Plus saxofonisten og bandlederen Lars Møllers jazzede genkomponering af Stravinskys ’Le sacre du printemps’, ’Rewrite of Spring’.

Mødet var i sig selv fascinerende. Hvor- dan genrerne udviklede sig med og mod hinanden i begyndelsen af århundredet, hvordan de ligefremme rytmer i klassisk franske musik lignede ’happy go lucky’- fornemmelsen i den tidlige jazz, og hvordan bigbandmusikkens fede, cremede klang mindede om den i senromantisk orkestermusik. Og hvordan Stravinskys musik balancerede smukt mellem swing og synkoperet formalisme, f.eks. i ’Ebony Concerto’ fra 1945, hvor man hørte klarinettisten Søren Elbos fine spil i en usædvanlig solistrolle.

Men genrekrydsene viste også nogle indbyggede fysiologiske spørgsmål. Det var helt regulært svært at høre de klassiske musikere sammen med bigbandet, når jazzmusikerne gav den gas i Lars Møllers nykomponerede hæsblæsende Stravinsky-hyldest. Og det var ikke til at overhøre, hvordan jazzfolkene omvendt måtte spille tilbageholdt i Stravinskys musik for at give plads til strygerne.

kultur@pol.dk