Rewrite Of Spring concert review in Danish newspaper ‘Information’

Information Logo

transcipt of review in Dansih newspaper ‘Information’:

Stravinskij udsat for jazz

Per Rask Madsen, 23. oktober 2014

Det startede skidt, men smilet blev langsomt bredere, da Igor Stravinskij blev illumineret gennem en mangefarvet jazzprisme af DiamantEnsemblet og Aarhus Jazz Orchestra

 

Hvilken luksus er det ikke at få så mange Stravinskij-sjældenheder på samme aften. DiamantEnsemblet havde inviteret Aarhus Jazz Orchestra (AJO) til at kaste lys over Igor Stravinskij (1882-1971) og hans forhold til genrer af populært tilsnit: ragtime, tango og jazz. Det skete via fem værker af manden selv, fire af Duke Ellington, en Stravinskij-hyldest af AJO’s leder, Lars Møller, og så det løse.

Og sulten gik man ikke fra koncerten. Det skulle da lige være efter at høre hele bandleder, saxofonsolist og komponist Lars Møllers Rewrite of Spring, som vi blot fik et uddrag fra: »Spring Square« i en version arrangeret for begge aftenens orkestre. Han har begået en hyldest til Stravinskijs ballet Le Sacre du Printemps, og i det uddrag, vi fik at høre, var det den slaviske cirkeldans khorovod, som Møller elaborerede over og gjorde langt mere ved end blot at omarrangere på originalforlægget. Khorovod’en er måske også med sin stærkt akkordiske tekstur særligt velegnet til at brodere videre på, og hos Møller vandrede de karakteristiske akkorder og rytmer rundt i orkestret, muterede og udviklede sig på en helt anden måde end hos Stravinskij. Man ville ikke gå glip af et sekund af den musik.

Knasterne slebet væk

Da koncerten sluttede, sad denne anmelder med et stort smil på, men den begyndte skidt med et arrangement af Claude Debussys miniature Le Petit Négre (1909) i en version for blæserkvintet, som desværre sleb alle knasterne af den oprindelige version for klaver væk, og derefter sekunda-værket Trois Pieces Breve (1930) af Jacques Ibert. Hele 13 programpunkter gav for meget logistik, så det var en dårlig idé at have så mange korte indslag som for eksempel Debussys korte miniature og senere Stravinskijs Præludium for jazzensemble (1937).

Desto større var glæden ved at opleve den alt for sjældent opførte Septet (1953), der ikke havde noget med aftenens tema at gøre. DiamantEnsemblet formåede at holde godt sammen på dette kubistisk kantede og multifarvede værk, der dels skuer tilbage mod Stravinskij-værker som Dumbarton Oaks og Salmesymfonien, dels mod tolvtonekomponisten Anton Weberns fragmenterede stil. De syv musikere klarede sig glimrende uden dirigent, faktisk bedre end da ensemblets fremragende oboist, Max Artved, senere dirigerede sine kolleger i Tango (1940/1953) i versionen for kammerorkester, hvor de mudrede akkorder trængte til at blive lysnet og rytmerne til at blive strammet op. Ragtime for 11 instrumenter (1918) forløste ensemblet til gengæld med al dens synkoperede energi og spraglede og jazzinficerede ensembleklang selv uden sigøjnerinstrumentet cimbalom, der normalt er med.

Søren Elbo mestrede sin klarinet med en friskhed og et dagsklart lys i Ebony Concerto (1945), som Stravinskij skrev til Woody Herman og hans bigband. Orkestret ramte tempoet lige, som det skulle, og de instrumentale dialoger på kryds og tværs internt i orkestret ramte ånden perfekt med de mumlende saxofoner, staccato-trompetstød og lidt cirkusagtige indslag, der stikker hovedet frem ind imellem.

Fire sene kompositioner af Duke Ellington spillede godt op til Stravinskij. Den Grammy-nominerede Peter Jensen havde arrangeret Afro Bossa samt »Agra« (solist: Michael Olsen på barytonsax) og »Bluebird of Delhi« (solist: Johan Toftegaard på klarinet) fra Far East Suite til lejligheden, og som ekstranummer væltede de to orkestre salen med Ellingtons junglenummer »Such Sweet Thunder«.

Alle solistpræstationerne var store oplevelser musikalsk set, men det var tydeligt, at de er vant til at sidde som ’menige’ orkestermedlemmer og ikke have al fokus på sig. Så da den mere end garvede solist (m.m.) Lars Møller i sin Rewrite of Spring både betvang sin tenorsaxofon og ledte orkestret med ryggen til, blev publikum mindet om, hvilken autoritet en solist helst skal udstråle.

Stravinsky i Diamanten, DiamantEnsemblet og Aarhus Jazz Orchestra, Den Sorte Diamant i København, tirsdag

 

Kilde-URL: http://www.information.dk/513501