The CD release Rewrite Of Spring feat. David Liebman and Marilyn on Dacapo Records reviewed in Danish paper mag ‘Klassisk’ September 2015
transcript of the article:
Jazzkomponisten og saxofonisten Lars Møller har længe haft et godt øje til Igor Strevinskijs musik, herunder ‘Le Secre du Printemps’, som på engelsk hedder ‘The Rite of Spring’ og derfor i Lars Møllers “omskrivning” for bigband og to solister har fået titlen ‘ReWrite of Spring’. Den nye cd indeholder både en studieversion på 33 minutter og en ti minutter længere liveversion, Langt mere end blot en omskrivning er der tale om et selvstændigt og stærkt engagerende værk, og nok dukker der genkendeligt stof fra ‘Sacre’ op til overfladen – melodiske motiver, rytmer og harmonik – men kun indimellem og altid på en måde. så Lars Møller bygger videre på materialet. Forhåndsviden til forlægget er ikke nødvendigt, og byggestenene anvendes intelligent, overraskende og fastholder lytteren med stribevis af cliffhangere.
Som musiker er han en garvet herre med to årtier på bagen med egen kvartet og med at skrive for bigband. ‘ReWrite’ er i omfang hans største værk, og det kører videre i sporet af den mangefarvede tradition fra Gil Evans med at udvide bigbandets instrumentarium, så messingen bliver mindre bastant, tuttiklange føles mere facetterede og de solistiske muligheder forøges væsentligt; for eksempel lyder introen med altfløjte og klaver ikke særlig bigbandagtig. Inkluderingen af solisten Marilyn Mazurs spraglede slagtøjsarsenal tilfører også nuancer, der både bidreger til eksotismer og til hurtigt at sende en hilsen til ‘Sacre’s forhistoriske plot, godt støttet af David Liebmans træfløjte, som også rammer plet i stemningen.
Dramaturgien i ‘ReWrite’ følger sin egen logik og er abstrakt i forhold til Sacre’-fortællingen om rivaliserende, hedenske stammer i urtiden og en jomfru, der danser sig til døde for at formilde guden og redde foråret. Lars Møller skaber lange spændingskurver, så man minut efter minut forbløffes over, at de kan blive ved med at komme højere op i suspense-gearet – hvilket nok er det strukturelle træk, der ligner ‘Sacre’ mest. I de sidste to satser af ‘ReWrjte’ er der en befriende humor og kækhed, der nærmer sig ironi for dog hurtigt at trække den alvorlige mine på igen.
Liveversionen begynder med en anderledes intro, som i mine ører røber forlægget for tidligt ved fra start at spille en parafrase af ‘Sacre’s karakteristiske fagottema: så klæder studieversionens mystik ‘ReWrite’ bedre. Og optageteknisk kommer det kække motiv i sidste sats bedre frem i studiet. Den energi, en livekoncert kan give, er vanskelig at reproducere studiet, så det giver god mening at have begge udgaver med på albummet.